Varmesøgende drone på nattehimlen

Fra uge 4 får Forsyning Helsingør termograferet fjernvarmenettet, så det er lettere at finde utætheder.
Kontakt os

Hvis der er borgere i Helsingør Kommune, der ser et grønt lys på nattehimlen de næste par uger, så stammer lyset sandsynligvis fra den drone, Forsyning Helsingør sender i luften for at afsløre lækager og utætheder på det ca. 150 kilometer lange net af fjernvarmerør i kommunen.

Dronen flyver i tidsrummet kl. 23.00 til kl. 6.00 inden for perioden 22. januar til 7. februar i en højde på 80 – 100 meter. Herfra tager den såkaldte termiske billeder – dvs. billeder, der viser temperaturforskelle med forskellige farvenuancer. Der er ikke tale om normale fotos – og billederne vil ikke vise mennesker, huse eller haver.  Når hele fjernvarmenettet er termograferet kan Forsyning Helsingør stykke et kort sammen, der viser, hvor der er unormalt høje temperaturer i undergrunden – og derfor risiko for et varme- og vandtab fra fjernvarmerørene.

”Med det termografiske kort får vi et hurtigt og præcist billede af, hvor på fjernvarmenettet der kan være utætheder, og vi kan derfor bedre planlægge reparationer og vedligeholdelse. Dermed kan vi minimere varme- og vandtab til gavn for både CO2-regnskabet, varmeregningen og forsyningssikkerheden”, siger projektleder Jan Dam Christensen fra Plan & Projekt i Forsyning Helsingør.

Flyvningerne foretages af firmaet Dronesystems, der har stor erfaring med lignende opgaver rundt om i landet. Firmaet har forinden erhvervet de nødvendige tilladelser til overflyvningen.

For at få et optimalt resultat ud af droneflyvningen er der en række vejrmæssige forhold, der skal være i orden. Det skal fx være koldt og mørkt, der må ikke være for meget vind, og asfalten må ikke være våd. Hvor præcis og hvilke dage på det 150 kilometer lange fjernvarmenet dronen flyver, vil blive annonceret på Forsyning Helsingørs hjemmeside www.fh.dk under Driftsmeddelelser.

Kilde. Helsingør Forsygning

Kontakt os
DEL