Uddrag af døgnrapport 27. – 28. Februar 2018

Kontakt os

Blev overfuset af medtrafikant
Helsingør: En 20-årig kvinde fra Helsingør blev tirsdag eftermiddag lidt efter klokken 17 overfuset af en mandlig medtrafikant. De to var ikke enige om en hændelse i trafikken, og det fik altså manden til at overfuse den 20-årige, der ringede til politiet. Manden kørte dog fra stedet, mens kvinden talte med politiet.

Indbrud i villa
Holte: Ved et indbrud i en villa på Oksemosen er der stjålet udenlandsk valuta, et kamera, et smykkeskrin, jakker af mærket North Face samt et sæt bilnøgler. Indbruddet er sket tirsdag mellem klokken 7.30 og 16, hvor et vindue er blevet brudt op med et koben.

Taske og guldkæde stjålet
Holte: Ved et indbrud i en villa på De Conincks Vej er der stjålet en sort dametaske af mærket Louis Vuitton samt en guldhalskæde. Indbruddet blev anmeldt klokken 20.55 og tyven er kommet ind ved at bryde et soveværelsesvindue op.

Indbrud i biler
Nordsjælland: Flere borgere har haft indbrud i deres biler i det forløbne døgn. Fra to biler, som holdt på p-pladsen ved Ikea i Gentofte er der tirsdag aften mellem klokken 18 og 21 stjålet computere, ipad samt en sportstaske med tøj. Desuden er der stjålet en computer samt husnøgler fra en bil, som holdt parkeret på Strandvejen i Hellerup samt en computer fra en bil, som holdt ved Lyngby Storcenter.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man husker at tage værdigenstande med sig eller lægger dem i bilens bagagerum, så de ikke umiddelbart er synlige udefra.

Stålplade antændte bræt
Frederiksværk: De varme stålplader hos Dansteel antændte tirsdag aften et bræt, som var blevet tabt og var røget ind under valserne, hvor stålpladerne kommer ud fra ovnene. Varmen fra stålpladerne antændte brættet, men det lykkedes hurtigt personalet at få slukket ilden og bære brættet udenfor. Ingen kom til skade ved uheldet.

En kop kaffe at varme sig på
Nordsjælland: Det er koldt derude. Derfor havde de betjente, som mødte ind til nattevagt kaffe med i patruljevognene. Det var dog ikke til dem selv, men derimod de borgere, som ikke har en varm seng at sove i. Betjentene har således haft et særligt øje på de steder, hvor hjemløse typisk kan tænkes at søge ly for natten, for at sikre sig, at de kunne klare kulden og tilbyde dem en kop kaffe at varme sig på.

Ser du en medborger, som kan have brug for lidt ekstra hjælp i vinterkulden, så ring gerne til os på 114.

Mand slog avisbud
Ølstykke: En 55-årig kvinde fra Slangerup kontaktede klokken 04.31 onsdag morgen Nordsjællands Politi for at anmelde, at hun var blevet slået i hovedet af en mand på Sperrestrupvej i Ølstykke, da hun var ude at køre med aviser. Kvinden har forklaret, at hun var bakket ind i en indkørsel for at køre over til postkassen for at aflevere en avis. Hun hørte nogle bankeslag på sin bil og rakte avisen ud af bilens vindue mens hun forklarede, at hun var avisbud. Herefter blev hendes bildør revet op og en mand råbte ad hende, slog hende i hovedet og kastede avisen tilbage i hendes bil. Den 55-årige kvinde kørte fra stedet og kontaktede herefter politiet. Manden beskrives som 60 år, 170 cm høj og spinkel af bygning med rødt, mellemlangt hår.

Kontakt os
DEL