fredag, december 15, 2017
Forside 112 nyheder To mænd anholdt efter slagsmål og hasarderet kørsel i gågade

To mænd anholdt efter slagsmål og hasarderet kørsel i gågade

Kontakt os

To mænd på 24 og 31 år blev torsdag eftermiddag anholdt efter de i høj fart kørte gennem Stengade i Helsingør. Mændene var kort forinden kommet i klammeri med tre andre mænd i alderen 29-40 år, som sad på en café.

Ved slagsmålet trak en af de tre mænd på cafeen en pistol, som han slog den 31-årige mand med i hovedet. Efter episoden forlod de tre mænd stedet til fods, mens den 24-årige og 31-årige løb ind i et indkøbscenter. Kort tid herefter gik den 24-årige og den 31-årige tilbage til deres bil og kørte i høj fart ned ad Stengade med hornet i bund, så flere personer måtte springe i sikkerhed.

Nordsjællands Politi ser med stor alvor på episoden, som skabte frygt blandt cafégæster og handlende i gågaden.

– Det er helt uacceptabelt, at man på den måde bringer andres liv og førlighed i fare og skaber frygt blandt de borgere, som befandt sig i gågaden, siger politikommissær Henrik Gunst, leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi. Han ønsker ikke at oplyse nærmere om årsagen til de mændenes uoverensstemmelser, men siger dog, at det ikke kan udelukkes, at det er uoverensstemmelser mellem bandegrupperinger.

Den 31-årige mand blev løsladt efter afhøring, mens den 24-årige eftersøges, da det lykkedes ham at slippe fra politiet efter han var blevet anholdt.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner både til episoden på cafeen og til den efterfølgende vanvidskørsel gennem Stengade. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Kontakt os
DEL