Ny lov fjerner gebyr på betalingskort

Efter nytår forsvinder alle gebyrer på de mest almindelige betalingskort. Forbrugerne kan med fordel undersøge, om de fremover kan få rabatter, bonusser og andre fordele ved at bruge et bestemt kort. Generelt kan den nye betalingslov betyde nye tider på betalingsmarkedet i Danmark.

Kontakt os

Det er slut med at betale betalingskortgebyrer for de mest almindelige kort, når den nye betalingslov træder i kraft den 1. januar 2018.

Fremover vil det være ulovligt, hvis en virksomhed opkræver gebyrer, når forbrugerne betaler med deres kort på nettet eller i fysiske butikker. Virksomheden skal dog stadig betale eventuelle gebyrer til kortudstederen, så kunderne kan komme til at betale gebyret indirekte.

”Med de nye betalingsregler forsvinder forbrugernes gebyrer på betalingskort. Det betyder, at forbrugerne med fordel kan overveje, hvilket kort eller hvilken mobilløsning de vælger at betale med. Der kan være bonusser, kreditter og rabatter at hente alt efter betalingsform,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Michael Høg Riis og tilføjer:

”De nye regler betyder generelt, at det bliver nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvad varen koster, fordi der ikke længere kommer et kortgebyr oven i prisen.”

For firmakort og enkelte korttyper såsom fx American Express og Diners Club kan der fortsat være kortgebyrer. Det skyldes, at American Express og Diners Club indgår direkte aftaler med både forbrugeren og forretningen om brug af kortet. De er dermed ikke omfattet af reglerne for interbankgebyrer og forbuddet mod opkrævning af gebyrer.

Generelt kan den nye betalingslov betyde nye tider på markedet for nye betalingsløsninger i Danmark.

”Den nye betalingslov åbner for nye muligheder, som kan tiltrække nye aktører til markedet eller anspore de eksisterende til at udvikle nye produkter til gavn for forbrugerne,” siger Michael Høg Riis.

Den nye betalingslov ændrer også reglerne, hvis forbrugernes betalingskort bliver misbrugt. Hvor hovedreglen førhen var, at forbrugeren skulle betale 1.100 kroner i selvrisiko, falder beløbet nu til 375 kroner. Selvrisikoen stiger, hvis forbrugeren for eksempel ikke har givet besked til udstederen snarest muligt efter, at forbrugeren har opdaget, at andre har fået kendskab til koden.

Blandt de øvrige forhold, som den nye lov ændrer, er kontantreglen. I fremtiden har fysiske butikker, der modtager betaling med kort, mulighed for at afvise at tage imod kontanter efter kl. 22 og frem til kl. 6 om morgenen. I områder, hvor der er stor risiko for røveri, kan butikker få udvidet det tidsrum til at gælde allerede fra kl. 20. Det er erhvervsministeren, som fastsætter, i hvilke områder der kan være forhøjet risiko for tyveri.

Kilde. Forbrug.dk

Kontakt os
DEL