Nordsjællands Politi efterlyser ung mand på crossmaskine

Nordsjællands Politi efterlyser en ung mand, som er mistænkt for at begå hærværk mod politiets fartmåleudstyr i forbindelse med en fartmåling på Vesterbrogade i Gilleleje den 4. december 2017.

Kontakt os

Manden kørte på en crossmaskine med gule skærme og tallet ”27” på en plade på fronten. Da han ved 16-tiden den 4. december 2017 passerede fartmåleudstyret, blev han målt til at køre 83 km/timen, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/timen, og måleudstyret tog derfor et billede af ham.

Manden vendte efterfølgende om og kørte tilbage forbi stedet, hvor fartmålerudstyret stod og Nordsjællands Politi mener, at den unge mand i den forbindelse har sparket til den trefod, hvor politiet havde et fartkameraet placeret, så kameraet blev ødelagt.

Nordsjællands Politi har en formodning om, at manden er bosiddende i Gilleleje og vil gerne i kontakt med manden eller høre fra folk, som ved, hvem han er.
Henvendelser til Nordsjællands Politi kan ske på mail til tra007@politi.dk eller ved at ringe Nordsjællands Politi på 114.

Kontakt os
DEL