Mere end 10.000 børn leger sig sikre i Sikkerhedsugen

Uge 9 står i sikkerhedens tegn landet over, når 233 skoler og institutioner deltager i Børneulykkesfondens Sikkerhedsuge. Via aktiviteter og bevægelse leger børnene sig til læring om, hvordan de passer på sig selv og hinanden.

Kontakt os

Skov, regnvejr, strand og solskin – børn leger alle steder og i alt slags vejr. Men hvert år kommer 150.000 børn under 15 år på skadestuen som følge af en ulykke. Den landsdækkende kampagne Sikkerhedsugen sætter derfor i ugen fra d. 26. februar til d. 2. marts fokus på forebyggelse af ulykker for 10.534 børn i institutioner og indskolingen. Formålet er, at børnene på en aktiv og involverende måde bliver bevidste om, hvordan de i hverdagen kan blive gode til at passe på sig selv og hinanden.

”Meget forskning viser, at børn lærer bedst gennem leg, bevægelse og via samspil med andre. Derfor består materialet til Sikkerhedsugen af en række aktivitetskort, som kobler læring, bevægelse og samarbejde. Målet er at involvere børnene i, hvordan ulykker kan forebygges, via aktiviteter de synes er sjove. En løftet pegefinger får nemlig ikke mange børn til at klappe ørerne ud,” udtaler generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen og fortsætter: ”Det skal være sjovt at lære – også selvom emnet er alvorligt.”

Sikkerhedsugen blev for første gang afholdt i 2017 med temaet ”sikker leg”. I år udvides konceptet, så institutioner og skoler har mulighed for gratis at downloade aktivitetskort til syv forskellige sikkerhedstemaer, bl.a. trafik, brand og vand.

Pædagogmedhjælper: ”Børnene er blevet mere opmærksomme”

Nr. Jernløse Børnehus, som ligger lidt udenfor Holbæk, deltog sidste år i Sikkerhedsugen, da temaet var ”sikker leg”. Børnene lærte bl.a. om, hvad man skal være opmærksom på, når man leger på rutsjebanen, eller hvilke regler der gælder, når man spiller bold.

”Det var sjovt og lærerigt både for børnene og for os pædagoger at være med i Sikkerhedsugen. Materialet er håndgribeligt og veludført, og det gør, at det er let at gå til. Børnene er blevet mere opmærksomme på hinanden, når de leger, efter at vi har gennemført aktiviteterne fra Sikkerhedsugen. For eksempel når de gynger, så ved de, at det kan være farligt, hvis man bliver ramt,” fortæller pædagogmedhjælper Peter Dyrholm-Ebsen fra Nr. Jernløse Børnehus.

Nr. Jernløse Børnehus er en af de 233 skoler og institutioner, som i år er klar til at lære om de nye temaer, når pædagogerne og børnene afholder Sikkerhedsugen i uge 9.

Fakta om Sikkerhedsugen

  • Sikkerhedsugen er udviklet af Børneulykkesfonden med støtte fra Sundhedsstyrelsen.
  • I år er der tilmeldt 10.534 børn fordelt på 233 skoler og institutioner.
  • Sikkerhedsugen er i år et digitalt tilbud, som indeholder syv sikkerhedstemaer: Brand, skov, vinter, vand, trafik, sol og regnvejr
  • For 125 kr. kan kampagnepakken ”Sikker leg” bestilles til institutioner og skoler med 24 aktivitetskort, plakater, pædagogisk vejledning, forældrefoldere med information og diplomer til børnene.
  • Skoler og institutioner kan stadig nå at få adgang til det digitale materiale til Sikkerhedsugen ved at sende en mail til buf@borneulykkesfonden.dk

Om Børneulykkesfonden

Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen.

Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.børneulykkesfonden.dk

 

 

 

                                                                                                                        

Kontakt os
DEL