Klubberne i Helsingørs boligområder ruster børn og unge til fremtiden

0
66

Klubber i udsatte boligområder spiller en nøglerolle i at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. Det gælder også klubberne Tetriz og Cube i Helsingør

I oktober udkom en rapport fra DPU på Aarhus Universitet, hvor det pædagogiske arbejde i bl.a. fritids- og ungdomsklubberne Cube i Vapnagaard og Tetriz i Nøjsomhed har været under luppen.

Forskerne har undersøgt, hvordan pædagogernes måde at arbejde på kan være med til at forebygge at børn og unge bevæger sig ind i kriminalitet eller bliver en del af de banderelaterede grupperinger, der ofte kan findes i de udsatte boligområder. Og konklusionen vækker begejstring hos udvalgsformand Gitte Kondrup.

Det glæder mig altid, når kloge hoveder ude fra gerne vil undersøge, hvordan vi arbejder med børn og unge i Helsingør Kommune. Det kan vi kun selv blive klogere af.
Og når forskerne så kan bekræfte, at vores indsatser virker og har en positiv effekt, så bliver jeg glad og stolt. Det understreger, hvor vigtige de positive fællesskaber og dygtige medarbejdere i klubberne er, for at børn og unge kan trives og udvikle sig til livsduelige voksne, der tager del i samfundet, siger Gitte Kondrup, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Helsingør Kommune.

Forskerne har fulgt hverdagslivet i klubberne over 12 måneder. De har talt med og observeret ledere, pædagoger og naturligvis børnene og de unge selv for at få så megen viden med sig som muligt. 

Fyld på dannelseskontoen

Rapporten konkluderer, at klubberne har to primære opgaver. Dels skal pædagogerne i klubberne tilbyde ”underholdning”, det vil sige de aktiviteter, der skal trække børnene og de unge til, så der er noget at komme efter. De skal sætte gang i aktiviteter, boldspil, musik, computerspil, ture ud af huset, på samme måde som fritids- og ungdomsklubber gør over hele landet.

Men samtidig skal pædagogerne have blik for den nok vigtigste del af arbejdet. Nemlig den del der består i at fylde på dannelseskontoen og udvide de unges horisont. Det kan være at hjælpe de børn og unge, der kommer med lektierne, at finde et fritidsjob, at blive meldt ind i fodboldklubben eller hjælp til at søge uddannelse – og på den måde støtte dem i at blive en del af det omkringliggende samfund uden for boligområdet. Og det arbejde gør de rigtig godt.

Klubpædagogerne har et fagligt stærkt fokus på, hvordan de kan hjælpe de unge til at få et fællesskab væk fra gaden og fra kriminalitet, styrke deres selvværd og sikre, at de får nogle brede kompetencer, så de kan klare sig bedre i samfundet, siger lektor Kirsten Elisa Petersen fra DPU.


På rette vej

Det glæder Mikkel Müller, leder af SSP i Helsingør Kommune (og herunder Tetriz og Cube), at der nu er mere forskning på området, der bekræfter de gode takter, som han selv oplever i klubberne.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at vores arbejde gør en forskel. Det mærker vi jo hver dag i vores kontakt med børnene, de unge og deres familier. Men det føles godt at blive bekræftet i, at vi er på rette vej, siger Mikkel Hoff Müller.