KEN PEPLOWSKI QUARTET i Hornbæk Jazzklub

Fredag den 2. marts klokken 20:30 byder Hornbæk Jazzklub velkommen til Ken Peplowski Quartet i Kulturhuset BØLGEN i Ålsgårde.

Kontakt os

“Ken Peplowski er uden tvivl den største nulevende jazzklarinettist”
Russell Davies, BBC2 August 2013.

Ken Peplowski, født i 1959 i Cleveland, Ohio, men bor i dag i New York med sin familie og har med dette udgangspunkt hele verden som sin arbejdsplads – det er intet mindre end en verdensstjerne der gæster Hornbæk Jazzklub.

“Når man er vokset op i Cleveland, Ohio og spiller i et polsk polkaband, så lærer man at tænke hurtigt på sine fødder”, siger Ken Peplowski, der spillede sit første professionelle engagement, da han var 10 år og stadig gik i grundskolen i Cleveland.
“Fra den første gang jeg optrådte offentligt, vidste jeg at jeg ønskede at spille livemusik.”

Efter at have tilbragt 1978-1980 på tourné med det legendariske Tommy Dorsey Orchestra ledet af Buddy Morrow, indspillede Peplowski som freelance i New York en række plader og spillede en tid sammen med Benny Goodman Orchestra.

Ken Peplowski er en af de største klarinettister og samtidig en meget talentfuld tenorsaxofonist. Han har medvirket til at holde swingmusikken og dixieland levende. Ken Peplowski har lavet mere end ca. 50 cd’er som solist, og tæt på 400 som ”sideman”. Listen af samarbejder er lang og tæller bl.a. Mel Tormé, Leon Redbone, Charlie Byrd, Peggy Lee, George Shearing, Madonna, Rosemary Clooney, Woody Allen, Marianne Faithfull.
Han har stået som overskriften på plakaterne til udsolgte koncerter i Hollywood Bowl, Carnegie Hall, Blue Note og Dizzy’s Club, Newport Jazz Festival samt mange andre legendariske spillesteder.

I Hornbæk Jazzklub består Ken Peplowski Quartet af Ken Peplowski (cl.sax), Søren Kristiansen (p), Hans Backenroth (b) og Kristian Leth (d), og vi er sikre på at vi kommer til at høre noget godt gedigent jazzhåndværk bestående af smukke ballader, god swingmusik og raffinerede nutidige jazzkompositioner.

Entré: kr. 100,- for medlemmer, kr. 150,- for ikke-medlemmer.
Entré til koncerten kan kun købes ved indgangen fra en halv time før koncertstart.

Ved spisning i Kulturhuset BØLGEN fra klokken 19:00, er det nødvendigt på forhånd at købe spisebilletter.
Køb af spisebilletter kan foretages via www.billetten.dk
eller ved personlig henvendelse i Kulturhuset Bølgen i Ålsgårde.

Se Hornbæk Jazzklub’s hjemmeside: www.hornbaek-jazzklub.dk

Se Bølgens hjemmeside: www.boelgen.dk

Kontakt os
DEL