Dansk Outlet leverede flot comeback i Helsingør

Kontakt os

Dansk Outlet leverede flot comeback i Helsingør

Efter godt og vel tre måneder uden Dansk Outlet i byen vendte tøjkæden tilbage til Helsingør med en ny butik ved Cinema Center. ”Genåbningen” i weekenden blev et tilløbsstykke, hvor et hav af kunder fik langet billigt kvalitetstøj over disken. ”Det lader til, at det var den helt rigtige beslutning af blive i Helsingør,” lyder det fra butikkens indehaver.

I Dansk Outlet er konceptets kerne, at omkostningerne skal holdes nede, så varerne kan sælges billigt. Men for Dansk Outlet i Helsingør blev principperne sat på prøve, da huslejen i de gamle lokaler på Prøvestenvej skød i vejret. Konsekvensen blev en lukning af butikken, hvilket medførte ærgrelse blandt de mange trofaste kunder.

Men her blot 3 måneder efter lukningen af den gamle butik er et nyt eventyr startet for indehaver Anders Urth. En ny og flot butik ved Cinema Center på Rønnebær Allé så dagens lys i weekenden, og Dansk Outlets comeback til det nordsjællandske gik ikke ubemærket hen.

Lige fra morgenstunden lørdag blev der disket op med gratis morgenmad til de friske tilbudsjægere. Og dem var der mange af – lige fra åbningen klokken 8 til dørene lukkede klokken 22. Resultatet for åbningsdagen og opfølgningen søndag overgik både budgetter og indehaver Anders Urths forventninger.

”Det var simpelthen fantastisk at opleve kundernes begejstring over vores nye butik og selvfølgelig de mange stærke åbningstilbud. Lad os bare sige, at de tog for sig af retterne. Eftersom det ”bare” var en genåbning, var vi ikke sikre på, hvor mange der ville lægge vejen forbi, men her blev vi i den grad positivt overraskede. Over 2500 kunder besøgte butikken lørdag og søndag, hvilket var langt over forventning, ” siger Anders Urth.

Foruden faste lave priser, åbningstilbud og et stort udvalg til hele familien kunne de besøgende også forsyne sig i pølser og brød, mens børnene gik hop-amok på den til dagen opsatte hoppeborg. Summen af det hele blev en kæmpe flok kunder, der forlod butikken med et smil på læben og masser af nyt tøj i poserne.

”Det gjorde stort indtryk på mig, at folk var kede af vores lukning tilbage i august. Derfor gjorde det kun glæden endnu større at se de selv samme mennesker i vores nye butik, og det lader til, at det var den helt rigtige beslutning at blive i byen. Kundernes respons har været overvældende, og vi vil gøre alt for at levere den samme kompromisløse service og tilbyde det samme store udvalg – med løbende opdateringer, når de fremover handler i Dansk Outlet Helsingør. Vi er kommet tilbage for at blive,” siger Anders Urth.

Var man ikke forbi butikken i åbningsweekenden, eller skal garderoben fyldes yderligere op, er der rig mulighed for det fremadrettet. Butikken er således åben mandag til torsdag fra 10.00 – 17.30 samt fredag fra 10.00 – 18.00 og lørdag fra 10.00 – 15.00. Derudover kan man også shoppe i butikken den første søndag i hver måned samt alle søndage i december fra 10.00 – 15.00.

 

Kontakt os
DEL